Mens vesten hylder Reagan, sukker Latinamerika

Danske politikere og medier står i disse dage i kø for at hylde USA’s afdøde præsident Ronald Reagan i anledning af hans 100 års fødselsdag. Udviklingsminister Søren Pind, klimaminister Lykke...

Danske politikere og medier står i disse dage i kø for at hylde USA’s afdøde præsident Ronald Reagan i anledning af hans 100 års fødselsdag. Udviklingsminister Søren Pind, klimaminister Lykke Friis og tidligere udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann Jensen har dannet Det Danske Reagan-selskab, hvor de ikoniserer den tidligere republikanske præsident med ordene:

’Han bør mindes som én af det sidste århundreds afgørende murbrækkere og forfægtere af demokratiet’. Hvert år vil de mindes Reagan på hans fødselsdag for hans grundlæggende frihedstanker og kamp for frihed og demokrati, skriver de i en pressemeddelelse.

Our son of a bitch
Mange ting kan man hylde Reagan for. Ikke mindst hans nedrustningsaftale med Ruslands reformvenlige præsident Mikhail Gorbatjov, som af mange ses som afslutningen på den kolde krig. Men en ting står klart i hukommelserne i Latinamerika. Reagan kæmpede for demokrati på betingelser. Hvis han var enig med et styre, så gik han ind for demokrati, men hvis han var uenig, sponserede han gavmildt krige, der kostede tusinder af civile livet, hvis de havde socialistiske eller kommunistiske tendenser. Han er kendt for at læne sig op ad mottoet: ‘Maybe he is a son of a bitch, but he is our son of a bitch’. Og den udenrigspolitik førte Reagan-administrationen med hård hånd i Latinamerika, som han udnævnte som USA’s tætteste kampplads i den kolde krig. Det har latinamerikanerne svært ved at forstå kan være demokratisk.

Trænede dødspatruljer
I flæng kan nævnes; sponsoreringen af antisandinistbevægelsen mod en demokratisk valgt regering i Nicaragua – også kaldet Kontrarevolutionen i 80’erne. Udgang: 50.000 dræbte – hovedsaligt civile. Kontrastyrkerne angreb farme, myrdede og torturerede civile og begik andre krigsforbrydelser ifølge Amesty International.  Alt sammen betalt af USA’s kasser. I hele Mellemamerika støttede Reagan højreorienterede diktatorer, fordi de var hans ’son of a bitch’. For at bekæmpe socialisme og kommunisme grundlage CIA ’School of the Americas’, som trænede kampsoldater og dødspatruljer, der skulle bekæmpe de røde tendenser. Reagan ydede økonomisk støtte til Columbia og El Salvador og mente, at regimerne gjorde fremskridt, selvom El Salvadors regering slagtede lokalbefolkningen i en blodig borgerkrig, fordi den forsøgte at gøre krav på at eje sin egen jord op gennem 80’erne. I Panama var diktatoren Manuel Noriega på CIA’s lønningsliste, og han modtog under Reagan 200.000 dollars om året ned i egen lomme.

Verden var sort og hvid
Mange af de socialistiske regimer og oprørsbevægelser i Latinamerika var uden tvivl ingen helgener. Men det var de højreorienterede diktatorer heller ikke. Men Reagan mente uden at blinke, at socialisme var ondt, mens konservative og liberale regimer var af det gode. Han delte verden op i sort og hvidt – og så skidt med, om det kostede menneskeliv og grusomme overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor kan det undre, at danske politikere hylder Reagan som sidste århundredes største demokrat. For hvad er det demokratiske i at støtte dem, man er enig med og slagte dem, man er uenig med, Søren Pind?