Øjebliksbillede fra et land i opløsning
Kaptajn Amadou Sanogo, leder af Malis militære junta, taler under en pressekonference.
Vestafrikanske Mali, et af verdens fattigste lande, er i frit fald. I den sydlige del hersker politisk kaos, mens store flygtningestrømme i nord forværrer et regionalt problem af hidtil usete dimensioner. FN anslår, at op mod 12 millioner mennesker nu er truet af akut sult hen over hele Sahel-bæltet.
”Allah har sejret”, lød det lørdag aften fra Timbuktu, den legendariske by med de 333 helgener i det nordlige Mali.
Det var den begejstrede melding fra den islamiske gruppe Ansar Dine, der samme dag underskrev en aftale med de sekulære tuareger i Den Nationale Bevægelse for et Frit Azawad (forkortet MNLA på fransk).
Dermed udråbte de deres nye, fælles ”Islamiske Republik Azawad” i det enorme ørkenområde, der dækker over halvdelen af Malis territorium.
320 kilometer derfra, i provinshovedstaden Gao, bragede ligeså begejstrede islamister deres geværkugler op i luften for at fejre den nye statsdannelse.
Samtidig var terrorister fra gruppen Al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM) i gang med at tælle rov op i samme by: Gao.
De havde i løbet af ugen fået fingre i et massivt våbenlager, som den maliske hær efterlod i slutningen af marts, da soldaterne blev jaget ud af Azawad og banede vejen for MNLAs første proklamation af en sekulær Azawad-stat. Det skete den 6. april.
Den statsdannelse blev blankt afvist af hele verdenssamfundet. Kun ”Malis territoriale integritet” vil blive accepteret – altså et helt og udeleligt Mali, hed det fra omverdenen.
Ren og streng sharia
Samme afvisning lød fra alle lejre efter lørdagens islamiske version af en ny statsdannelse, men verdenssamfundet kunne have sparet sig.
Blækket fra underskrifterne var knap tørt, før de to tuareg-grupper mandag røg ud i en længere diskussion om, hvad de egentligt havde aftalt to dage før.
Ansar Dine (”Troens Frelsere”) vil have ”ren og streng” sharia-lov i den nye stat og ønsker at fortsætte de takter, som gruppen slog an, da de sammen med MNLA indtog de tre store byer i nord-Mali: Timbuktu, Gao og Kidal.
Ansar Dine hejste dengang sine sorte jihad-flag på offentlige bygninger i de ellers så heterogene og liberale byer og annoncerede, at kvinder fra nu af skal være tildækkede. Øl, spiritus, fodbold og videospil er bandlyst, og tyverier vil blive straffet med håndsafhuggelser.
En sekulær stat
Den slags sharia var ikke hensigten for de sekulære tuareger i MNLA, der oprindeligt startede oprøret mod den maliske stat den 17. januar – tungt belæssede med våben og penge, som de tog med sig hjem fra den libyske borgerkrig, hvor de havde kæmpet på oberst Muammar Gaddafis side.
I stedet ønsker MNLA en sekulær stat med plads til alle uanset tro, men problemet for MNLA er, at Ansar Dine deler målet om den ”rene og strenge” sharia-stat med terroristerne i AQIM.
Og de to grupper, som er MNLA militært overlegne, blev under et separat, samtidigt møde i Timbuktu enige om at ”konsolidere deres relationer”.
Værste overgreb mod menneskerettighederne
Meldingen mandag fra Ansar Dines leder, Iyad Ag Ghali, til MNLA blev derfor kort og brutal: ”take it or leave it!”. ”Ren og streng” sharia-stat, eller ingen aftale!
Imens de tungt bevæbnede grupper i nord trækker frem og tilbage om fremtiden for Azawad, flygter civilbefolkningen fra det, som Amnesty International i en nylig rapport kaldte ”de værste overgreb mod menneskerettighederne” i Malis over 50-årige historie som selvstændig stat.
Over 300.000 er ifølge FN nu flygtet fra hus og hjem – enten som internt fordrevne i Mali eller over grænserne til nabolandene Niger, Mauretanien og Burkina Faso.
De, der er blevet tilbage, har par gange forsøgt at protestere mod de nye tilstande. Det skete bl.a. den 14. maj i Gao, hvor unges trang til igen at spille fodbold fik frygten for islamisternes våben til at fordufte for en stund. De gik vrede på gaden men blev trængt tilbage af Ansar Dines geværprojektiler, der hvinede advarende op i luften.
Andre tuareger er ikke kun modstandere af de nye sharia-tilstande. De er også grundlæggende imod en tuaregisk statsdannelse og vil hellere forblive under staten Mali.
Kort sagt: kaos i nord, hvor omverdenen nu venter med tilbageholdt åndedræt på, hvad Ansar Dine og deres jihad-medkombattanter i AQIM og to andre terrorgrupper finder på.
Ikke mindst er nødhjælpsorganisationerne fortvivlede. Under den nu 4 ½ måned lange krise er det kun to gange lykkedes at få hjælp frem til få af nødlidende, og det bliver næppe bedre, efter at Ansar Dine mandag meldte ud, at kun nødhjælp fra islamiske organisationer vil blive lukket ind i Azawad.
ECOWAS kampklar
Imens står det 15 lande store Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, ECOWAS, klar til at sende 3.000 soldater ind i Azawad for at slå oprøret ned – når Malis regering beder om det.
Men på regeringsplan nede i det sydlige Mali er der næsten lige så stort kaos som i nord – politisk i hvert fald.
Hvem, der egentligt leder landet, kompliceres af, at den midlertidige præsident, Dioncounda Traoré, befinder sig i Paris, hvor han bliver undersøgt af læger.
Det gør han, efter at demonstranter forrige mandag (21.5.) trængte ind i præsidentpaladset i Bamako og gennembankede den 70-årige tidligere formand for landets nationalforsamling. Traoré blev slået bevidstløs.
Demonstranterne ville ikke finde sig i en aftale dagen før mellem Traoré, ECOWAS og junta-lederen Amadou Sanogo, der efter pres fra ECOWAS den 12. april indsatte Traoré som midlertidig præsident i 40 dage, som det stipuleres i landets grundlov.
Sanogo, der stod bag militærkuppet den 22. marts, gik i aftalen med til, at Traoré bliver siddende som midlertidig præsident i en 12 måneders periode.
Men demonstranterne foretrak den 39-årige junta-leder, fordi Traoré for dem – og for mange maliere – nærmest er synonym med landets forhadte og indspiste politiske elite, der i årevis har været ude af stand til at gøre noget ved de galopperende priser på basale varer, den skyhøje arbejdsløshed og den udbredte korruption.
Mange maliere er dog chokerede over angrebet på Traoré, og Sanogo fordømte da også straks overfaldet, mens han behændigt undlod at opfordre sine støtter til at blive hjemme i stedet for at rende rundt og demonstrere for ham.
Sanogo-støtterne tog så dagen efter et nyt skridt, der bidrog til forvirringen. Under et konvent, onsdag, udnævnte de Sanogo til præsident i overgangsperioden på tolv måneder – i stedet for Traoré.
Sanogo har ikke reageret officielt på konventets ”udnævnelse” af ham til ny midlertidig præsident og heller ikke på aftalen et par dage før mellem ham, Traoré og ECOWAS.
Han og juntaen har derfor stadig ikke trukket sig tilbage til kasernerne, og Sanogo har heller ikke officielt vedkendt sig den titel og status som ”ekspræsident”, som aftalen med ECOWAS gav ham.
Bliver det sidste til virkelighed, venter der ham statsbetalt villa og sikkerhedssoldater og en livslang gage, der er omkring 50 gange så stor, som en kaptajn i den maliske hær oppebærer.
Sanogos oprindelige begrundelse for militærkuppet den 22. marts er i mellemtiden blevet endnu mere påtrængende. Han var sammen med store dele af befolkningen utilfredse med, at den daværende upopulære præsident Amadou Toumani Touré (ATT) ikke gjorde nok for at slå tuareg-oprøret i nord ned.
Hær i opløsning
I stedet for at styrke hæren, er den gået mere og mere i opløsning, mens oprøret i nord er taget til i styrke. Udsigten til, at Sanogo eller en hvilken som helst anden malisk leder nu kan kvæle oprøret i nord uden hjælp udefra, er mere end tvivlsomt.
Sanogo vægrer sig imidlertid ved at bede ECOWAS indsætte de lovede 3.000 soldater i nord-Mali.
Han har flere gange udtalt, at fremmede tropper på malisk grund ikke er acceptabelt. Det kan skyldes en frygt for, at tropperne samtidig kunne få som opgave også at fjerne Sanogo fra magten.
Kort sagt: politisk kaos i syd, mens den store flygtningestrøm i nord forværrer et regionalt problem af hidtil usete dimensioner. FN anslår, at op mod 12 millioner mennesker nu er truet af akut sult hen over hele Sahel-bæltet.
