Musik og penge fra syrere i USA til syrere under belejring
Den 16 måneders voldelige konflikt i Syrien har også syrere på tryg afstand i USA involveret med musik, ca-ching og dårlig samvittighed.
Syriske amerikanere stimler gennem dørene til spillestedet Drom i Lower East Side på Manhattan. Blandt publikum er også unge og ældre af libanesisk, palæstinensisk og egyptisk oprindelse. De er alle kommet for at deltage i Songs for Syria – en indsamling til de indbyggere i de belejrede områder af Syrien, som efter den halvanden års lange voldelige konflikt, er i akut behov for mad og medicin.
De fleste af de ankomnes primære informationskilde om den politiske udvikling i det lukkede land er TV nyheder og Youtube, men for 22-årige Mohammad Mansour, som sidder ved et bord og folder flyere, er virkeligheden meget tættere på. Han kom til New York i februar direkte fra Homs, en syrisk by, der er blevet kendt for sine indbyggeres iltre modstand mod præsident Bashar al-Assad. Siden Homs befolkning begyndte deres fredelige massedemonstrationer for 16 måneder siden, er over 6,500 demonstranter og soldater fra The Free Syrian Army blevet dræbt ifølge Den Syriske Revolutions Martyr Database. Folkene bag hjemmesiden gennemfører regelmæssige optællinger af ofre i oprøret, der i dag er blevet en væbnet konflikt.
Seks af de omkomne demonstranter var Mansours venner. Den ene, Tarek Alaswad, en lokal protestsanger og hans ven, en fotograf, døde den 25. februar, da Tareks bil blev bombet af syriske tropper i et målrettet attentat. Og kun to dage før denne aften på Manhattan, blev en 31-årig fotograf, som Mansour mødte, mens han studerede på skuespillerskolen i Damaskus, dræbt, mens han underviste aktivister i Homs i at lave videorapportager.
Denne gang kunne Mansour ikke bære kisten gennem gaderne i Homs under kampråb mod al-Assad styret. I stedet så han begravelsen på Youtube i sin onkels lejlighed i The Bronx i New York.
At overkomme frygten for at dø
Det er en ung fyr med kort krøllet sort hår, blide brune øjne og en tyngende dårlig samvittighed over sin nyvundne frihed, som er mødt op et par timer før koncerten for at hjælpe til.
Før hans ankomst til New York, var Mansour en af de mange demonstranter, der dagligt trodsede udgangsforbud og gik på gaden for at kræve regimeskifte og demokrati.
I Homs startede oprøret den 25. marts 2011, hvor lokale indbyggere arrangerede en offentlig protest mod den lokale borgmester, en korrupt politiker og nær ven af præsident al-Assad. Der havde forinden været spontane protester i Damaskus og Aleppo, Daraa, Hama, Baniyas, Jassem og Latakia, så de syriske sikkerhedsstyrker var forberedte i Homs. De slog ned på demonstranterne og skød og dræbte to mennesker. Og den følgende dag til begravelsen, regnede der igen kugler og tåregas, hvilket medførte en 20.000 menneskers stor sit-down demonstration i New Clock Square – og endnu flere kugler og tåregas.
Mansour var vidne til alt dette fra balkonen i sin bedstemors hus. Han havde hidtil fulgt udviklingen på afstand, vantro over hvad han så i en by, hvor al-Assads Baath-parti har haft total dominans i over 50 år. Frygten for at blive opsnappet af Mokhabarat, efterretningstjenesten, var så stærk, at Mansour og hans far, en berømt syrisk skuespiller, altid lukkede alle skodderne i huset, før de begyndte en politisk samtale.
Det var tabet af hans bedste ven, der døde af et skud i hovedet under en demonstration, der gjorde forskellen for Mansour. Med ét var hans frygt væk. Han blev tvunget til at spørge sig selv, om vennens liv var mere værd end Mansours eget.
“Hvad skulle jeg fortælle mine børn, når de ville spørge, hvilken rolle jeg spillede under den syriske revolution?” spurgte Mansour under vores interview og rystede på hovedet.
Skyldig i frihed
Så han sluttede sig til demonstranterne, men uden sine forældres viden. De frygtede, at deres eneste søn ville blive en af det stigende antal unge martyrer. Selv da han blev alvorligt såret af en gummibelagt kugle og blev opereret i et privat hjem, blev de heller ikke informerede. Men én dag opdagede hans far sin søns navn på et lokal hitliste sammen med Abdul Baset Sarut, en tidligere målmand på det syriske fodboldlandshold, som var blevet en populær protestsanger for oppositionen i Homs. Så det var til forældrenes store lettelse, at Mansour i januar modtag et visum til USA, som han havde ansøgt om sommeren før.
Kort efter hans egen risikable flugt fra den belejrede by til lufthavnen i Damaskus, flygtede hans forældre også og bor nu i farens atelier i Damaskus med Mansours lillesøster. Men Mansour, som følger udviklingen i Syrien minut-for-minut på Youtube, Twitter og Facebook, føler sig splittet om hans nyligt opnåede frihed.
“Jeg er heldig at have undsluppet, men jeg føler mig også skyldig,” sagde han, mens hans omhyggeligt foldede flyers. Han var tæt på at bruge sin returbillet tilbage til Syrien i april, men hans forældre rådede ham til at blive, og han vidste ikke, om han kunne komme med en bil fra den libanesiske grænse til Damaskus uden at blive stoppet. Hans Homs identitetskort ville sandsynligvis sende ham den samme rute som mere end 100.000 andre forsvundne eller bekræftede tilbageholdte syrere. Han har nu ansøgt om asyl i USA samt midlertidig beskyttet status, der giver ham arbejdstilladelse.
“Jeg har altid ønsket at komme til USA, men ikke på denne måde,” sagde han.
Syrere fra New York City og New Jersey tændte lys for omkomne aktivister i Homs og Hama på Union Square den 11. februar 2012.
Solidaritetsarrangementer, som indsamlingskoncerten i aften, giver en smule trøst for Mansour og mange andre Diaspora syrere, der kun kan følge volden fra sidelinjen. Men han bilder sig ikke ind, at diasporaen har meget anden indflydelse end den støtte deres penge kan yde oppositionen. Aftenens overskud går til LIFE, en nødhjælps- og udviklingsorganisation, der er medlem af InterAction, den største alliance af USA-baserede velgørenhedsorganisationer. LIFE smugler mad og medicin til byer som Homs og forsøger at afbøde den humanitære krise i landet.
For syriske Sarab al-Jijakli, en af arrangørerne fra Netværket af Arabisk-Amerikanske Professionelle i New York, handler begivenheden om mere end at indsamle penge.
“Musik er essensen af det syriske folk. Alle parolerne og protestsangene kanaliserer energi ud fra mere end 40 års undertrykkelse,” sagde han og mindede publikum om Ibrahim Qashoushs skæbne – en protestsanger og ophavsmand til sangen Yalla Erhal Ya Bashar, der blev dræbt og fik sit stemmebånd revet ud af sikkerhedsstyrker.
“Er der en bedre måde at forbinde folk her hjemtil end med musik?” spurgte han og begyndte en af de populære paroler: Sha’ab suria wahad – det syriske folk er ét.
Derefter bød han Christine Moore til scenen, en operasanger med libanesisk og egyptisk baggrund. Efter hende optrådte syrisk-gifte Dylan Connor kendt i miljøet fra sit Youtube hit “Feza Feza”, og Ghuydar Beshmaf, en syrisk sanger og perkussionist, fik hele publikum til at synge med på et repertoire af syriske folkesange. 21-årige singer-songwriter egyptisk-italienske Omnia Hijazi og Zikrayat Ensemble opførte Stand Up Now, en sang hun skrev i begyndelsen af den egyptiske revolution. Til sidst afsluttede rapperen Omar Offendum, der er baseret i Washington DC men, hvis nærmeste familie bor i Damaskus, med et sæt af numre fra hans album Syrianamericana og Youtube hittet #Syria med DJ Boo på DJ-pulten
“Jeg kan ikke sige, hvor meget det betyder for mig at være her i aften. Jeg har optrådt på fundraisers og solidaritetsarrangementer i 10 år nu, og denne er speciel, denne er for Syrien,” sagde han og sang Damascus – en hyldest til byen han kender så godt, men ikke længere kan rejse til efter at være blevet blacklistet af myndighederne på grund af hans musik.
Aftenens auktion inkluderede blandt andet et håndlavet Damaskus skakbræt, der gik for 1.250 dollars, cd’er af protestsangeren Malek Jadari for 200 dollars og to bedekæder i farverne af oppositionens syriske flag til 550 dollars.
Sangene til Syrien indbragte over 20.000 dollars og to dage senere blev der rejst 120.000 dollars ved et lignende arrangement i Boston.
“At skrive og sprede budskabet er godt, men at være i stand til at bidrage konkret er virkelig glædeligt,” sagde Offendum bagefter. “Jeg er stolt af vores samfund, de har levet i frygt i så lang tid.”
Det ser ud til at stoltheden er gensidig. En gruppe aktivister i Syrien har lavet frimærker for den syriske revolution. På det ene ses Offendum side om side med Ibrahim Qashoush.
Mansour var glad da aftenen var omme. ”Jeg havde ikke forventet så meget,” sagde han med et lille smil, før han begav sig tilbage til The Bronx for at følge den seneste udvikling på Youtube.
