Occupy Wall Street

En ny græsrodsbevægelse, ’Occupy Wall Street’, har bredt sig i USA og er på vej til resten af kloden. Vil denne heterogene forsamling, som – endnu – har overvægt af universitetsstuderende og arbejdsløse med hang til smårevolutionære og antikapitalistiske budskaber, kunne udvikle sig til en politisk magtfaktor? Vil den få indflydelse på næste års præsidentvalg i USA? Eller vil den tabe pusten og lide vuggedøden?

Artiklen har også været bragt på Kommunikationsforum.dk

Occupy Wall Street (OWS) startede, som mange vil vide, på opfordring af den canadiske grønne bevægelse adbusters, der er kendt for sin evne til at få globale happenings op at stå og for at lave rav i den internationalt. Organisationen, der beskriver sig selv som et “globalt netværk af kultur-jammere og kreative sjæle, der arbejder for at ændre informationsstrømmen og den måde, store korporationer udøver magt på, samt meningsdannelsen i samfundet”, har ikke altid haft lige meget held med sine aktioner; f.eks. mangler den store forbrugerboykot fortsat på den årlige, opreklamerede Buy Nothing Day, som netværket står for.

Tidsånden på kornet

Men denne gang var anderledes. Adbusters’ opfordring til massedemonstration og besættelse af Wall Street i New York den 17. september ramte den dybt rastløse og utilfredse amerikanske tidsånd lige på kornet, og fra dag et har protesterne bredt sig i rask tempo. Aktionerne er farverige, folkelige, men ikke altid fornøjelige, først og fremmest grundet flere voldsomme sammenstød med især NYPD, men også i denne uge med politiet i Boston, hvilket man alt sammen kan følge via adskillige hjemmesider, mest omfattende på organisationens egen: www.occupywallst.org, hvor bevægelsens målsætning også kan fordøjes.

Her hedder det, at Occupy Wall Street er “a leaderless resistance movement with people of many colors, genders and political persuasions. The one thing we all have in common, is that We Are The 99 % that will no longer tolerate the greed and corruption of the 1 %. We are using the revolutionary Arab Spring tactic to achieve our ends and encourage the use of nonviolence to maximize the safety of all participants.” (Altså: en ”modstandsbevægelse uden ledere, bestående af mennesker af mange farver, køn og forskellige politiske overbevisninger. Men den ene ting, vi har til fælles, er, at vi er de 99 procent, som ikke længere vil tolerere den ene procents grådighed og korruption. Vi benytter os af den revolutionære taktik fra det arabiske forår til at nå vore mål, og vi opfordrer til brug af ikke-voldelige midler for at maksimere alle de deltagendes sikkerhed.”)

Interaktive hjemmesider og videochat

Hjemmesiden er forbilledlig på aktualitet og interaktivitet. Den opdateres døgnet rundt flere gange i timen, senest har den haft alle detaljer i nyheden om massearrestationen i Boston i denne uge, hvor politiet anholdt 100 demonstranter for ikke at forlade en park, hvor de havde slået sig ned med telte. Det samme skete for 14 dage siden, da omkring 700 protesterende blev anholdt i New York på Brooklyn Bridge.

På interaktivitet slås den dog af den 24/7-livestream fra Manhattan, som Global Revolution udsender på http://www.livestream.com/globalrevolution.

Her kan enhver, der ønsker det, chatte live med aktivister og sympatisører på hele kloden, samtidig med at et videokamera optager og sender konstant fra den besatte Zuccotti Park, som fortsat i folkemunde går under sit gamle navn, Liberty Plaza. Hvilket jo ikke kunne være et mere passende navn set med besætternes øjne.

Men en ting er, at den høje arbejdsløshed og den voksende ekstreme økonomiske ulighed gør det forholdsvist nemt at høste points og samle mennesker til protest i USA – og at den indeværende finanskrise, krisen i eurozonen og lurende recession gør det samme på globalt plan. Men hvad vil de protesterende, ud over at give deres vrede til kende? Hvad er målet med den løbende og ekspanderende aktion? Og har bevægelsen tænkt sig at ekspandere eller ændre kommunikationsformen fra den ultra-flade, ledelsesløse med lejlighedsvise bidrag fra kendisser fra Michael Moore til Naomi Klein til noget, der mere lugter af traditionel politisk kommunikation?

Mest proces

Dette kan være svært at blive klog på. Som den “i miljøet” kendte it-strateg Alexa O’Brien, som er grundlæggeren af “US Day of Rage” siger, så “er det nok typisk for internetgenerationen, at vi ser mere på proces end på ideologi som det, der skal redde os”.

US Day of Rage har tilsluttet sig OWS (ligesom i øvrigt en lang række amerikanske fagforeninger og miljøbevægelser) og har blot et enkelt krav: at ændre de amerikanske valgstøtte/kampagne-regler, så virksomheder ikke længere kan donere, og at enhver borger kun kan give én dollar til en politiker i støtte – slagordet er: “En borger. En dollar. En stemme.”

Sådanne sloganer findes ikke for OWS, ikke endnu i hvert fald, tværtimod ses myriader af sloganer, plakater og mærkesager i en pærevælling, uden man kan konkludere andet end, at der skal mere social lighed og retfærdighed på bordet. Over en bred kam har bevægelsen ikke reageret positivt på flere demokratiske politikeres forsøg på at uddele roser, f.eks. skatteminister Tom Geithner og minoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Det ses som omklamring, ikke som en styrke.

De demokratiske politikere har da også omvendt været relativt forsigtige – med præsident Obama i spidsen. De nøjes med at udtrykke forståelse for de demonstrerendes frustration, vel vidende at enhver top-politiker, der erklærer sig enig med en græsrodsbevægelse, især en, der er så løst organiseret og uden ledelse som OWS, hurtigt kan ende i fedtefadet.

Seneste nye er dog at store liberale virksomheder er begyndt at udtale støtte til Occupy Wall Street. Ben & Jerry’s har udtalt sig så stærkt som:

“We, the Ben & Jerry’s Board of Directors, compelled by our personal convictions and our Company’s mission and values, wish to express our deepest admiration to all of you who have initiated the non-violent Occupy Wall Street Movement and to those around the country who have joined in solidarity” … “We know the media will either ignore you or frame the issue as to who may be getting pepper sprayed rather than addressing the despair and hardships borne by so many, or accurately conveying what this movement is about. All this goes on while corporate profits continue to soar and millionaires whine about paying a bit more in taxes. And we have not even mentioned the environment.”

Viral fotoblog triumferer

Men uanset at der altså ikke er megen samling over kommunikationen, der på bedste anarkistiske vis knopskyder i 1.000 retninger på en gang, så kan man dog uddestillere en rød tråd, der indtil videre rigeligt har kompenseret for manglende ledelse og/eller organisation, og som fortjener point for effektiv massekommunikation. På foto-bloggen “We are the 99 percent”, der udbydes af mikroblogger-platformen Tumblr, er der både identifikation, nærvær, personlighed og empati på spil i den helt store stil. Her kan man oplade sit billede med en tilhørende tekst, som forklarer, hvorfor man føler sig som en del af de 99 procent, altså dem, som OWS siger, de nu giver en stemme i den politiske debat. Mange af de små historier er beretninger om gæld, personlig nedtur, sygdom, lavtlønsjobs og arbejdsløshed – eller angsten for samme.

Bloggen er blevet et viralt hit og har bredt sig med lynets hast online. Den siger:

”We are the 99 percent. We are getting kicked out of our homes. We are forced to choose between groceries and rent. We are denied quality medical care. We are suffering from environmental pollution. We are working long hours for little pay and no rights, if we’re working at all. We are getting nothing while the other 1 percent is getting everything. We are the 99 percent.”

Igen er der ingen tvivl om det klare sociale budskab. Det brænder effektivt igennem.

I mediekredse i USA hersker der imidlertid stor tvivl om OWS som fænomen: Er budskabet, kommunikationen og organisationen holdbar, eller er det ”de sædvanlige professionelle venstrefløjsaktivister? – der er 5.000 af dem, og de møder altid op, uanset hvad der er på programmet”, som et medlem af præsident Obamas stab i Det Hvide Hus udtrykte det til overtegnede forleden.

Ægte opgør via sociale medier

Men jeg vil tillade mig at være relativt optimistisk i vurderingen. Hvor den såkaldte “Facebook-revolution” i virkeligheden var meget beskeden under det arabiske forår, så kunne Occupy-bevægelsen være det første ægte oprør via de sociale medier.

Facebooks Occupy Wall St.-side har over 175.000 fans (den danske variant www.facebook.com/OccupyDenmark kan ikke helt følge med, men har dog 1.600 medlemmer). På Twitter spyes der over ti tweets ud i minuttet på #occupywallst og på #ows, ligesom der også organiseres på Occupy Together og på Meetup, hvor der i skrivende stund er eller har været planlagt over 1.400 begivenheder over hele verden.

Der er også et fundraising site, Occupy Wall Street Media, hvor grundlæggerne allerede har hevet 12 gange det beløb ind, som var målet (tallet står i skrivende stund på 75.000 USD). Der produceres flyers og plakater, og der er planer om en film. Det kan ende stort på trods af, eller måske netop på grund af, den manglende ledelse og/eller kommunikative stringens.

Det skal tilføjes, at alle tv-stationerne (på nær, naturligvis, Fox News, der deler republikanernes analyse af OWS som ”socialistisk pøbelvælde”) står i kø nu efter en lidt mere tøvende start. En chef fra ledelsen på tv-kanalen ABC, der ikke vil identificeres her, sagde til mig mandag i denne uge, at ”vi undervurderede styrken i protesten i starten. Vi troede, det var den sædvanlige sortklædte brigade med deres piercinger og bongotrommer, men selv om der også er nogen af dem, så er det klart en langt bredere protest, og vi vil dække den tæt fra nu af. Den siger meget om, hvad der er ved at ske i USA.”

Der er dog mange, der er langt mere kritiske. Tidsskriftet Economist skrev i en kommentar i sidste uge, at bevægelsen var pisket til at skifte fokus “fra gadens parlament til stemmeboksen”, hvis den vil have indflydelse på egne vilkår. Der skal mere fokus på valget end på protesten, mente det liberale, markedsorienterede tidsskrift, der sammenlignede med en anden protestbevægelse, nemlig Tea Party-bevægelsen, som fik kolossal indflydelse på Midtvejsvalget i USA i 2010 netop ved at transformere en relativt uorganiseret græsrodsstruktur til noget mere strømlinet.

Den sammenligning har Tea Party-bevægelsen i øvrigt brudt sig meget lidt om, hvilket man kan læse meget mere om her: USA’s højrefløj angriber Occupy Wall Street (Information)

Tilbage til hope and change?

Andre amerikanske kommentatorer som Washington Posts indflydelsesrige klummeskribent Eugene Robinson (der også er avisens medredaktør og fasttilknyttet politiske analytiker for tv-stationen MSNBC) ser omvendt langtrækkende potentialer i dette netop ikke at have en struktur og en ledelse (læs her).

Robinson skriver, at bevægelsen er som kaldet til tiden, og at den anarkistiske men følelsesladede og sociale kommunikationsform præcis er det, der skal bære bevægelsens progressive sædekorn og få andre til at blive inspireret. Han siger det ikke direkte, men det, han nok tænker på, er den mulige effekt på den nærmest belejrede præsident Obamas elendige meningsmålinger og kommende kampagne.

Den upopulære demokratiske leder kan satse på OWS som en kommunikativ og substantiel redningsplanke, han kan benytte sig af for at koble tilbage til sit politiske udgangspunkt og sloganer fra kampagnen i 2008 om ”hope and change”.  Med andre ord: Hvis OWS ender som en bred borgerrettighedsbevægelse, rammer den det essentielle: at dagens USA ikke længere giver befolkningen muligheden for at udleve den amerikanske drøm om, at den sociale opstigning er en mulighed, der står åben for alle. Og her har Obama fortsat mere troværdighed end sine republikanske modspillere, når det gælder en omfordeling af samfundets goder til fordel for middelklassen.

Ender OWS derimod som en mere snæver venstreorienteret bevægelse, som dem vi har set i Europa for nylig, er det mere tvivlsomt, om præsidenten kan blive hjulpet af den. Ikke fordi den demokratiske base ikke kan blive fyret op af bevægelsens budskaber, for det kan den sagens. Men fordi man ikke kan vinde præsidentvalget fra venstre – nøjagtig ligesom vi lige nu bevidner, at de Tea Party-orienterede kandidater fra højre også er en reel trussel mod republikanernes chancer i 2012. Det synspunkt har jeg i øvrigt foldet yderligere ud i en leder i Information mandag i denne uge: Klassekamp på amerikansk (Information)

Clip to Evernote

Skriv en kommentar