Kinesisk advokat får fellowship ved amerikansk universitet

Det ser ud til, at der kommer en lykkelig ende på hele sagen omkring Chen Guangcheng.

Victoria Nuland, talskvinde i det amerikanske udenrigsministerium, oplyser, at et amerikansk universitet har tilbudt Chen et fellowship, og at den kinesiske regering har tilladt Chen at rejse ud af landet på et studievisum.

Samtidig fortæller hun “This matter has been handled in the spirit of a cooperative U.S.-China partnership.”.

Alt tyder på, at både Kina og USA har villet løse denne sag så hurtigt som muligt. Ingen parter har været interesseret i, at sagen skulle trække ud i langdrag. Obama administrationen, der netop i tirsdags søsatte en reklame, der viste Obama som præsidenten, som dræbte Bin Laden, har været ganske presset i sagen.

Det var blevet et spørgsmål om national ære for USA.

Obama-administrationen havde regnet med, at den første aftale med Kina og Chen Guangcheng var til alles bedste, men Chen Guangcheng fik kolde fødder, og derfor måtte der en ny aftale til.

Den er nu nået, og for Kina har det også været en presserende sag. Man har villet undgå en gentagelse af hele Liu Xiaobo-sagen, der har været dræbende for kinesisk omdømme i verden.

Med denne aftale, ser det nu ud til, at der er sat punktum i sagen, i hvertfald for Chen og hans nærmeste families vedkommende. Alligevel er der en række spørgsmål i sagen, der er interessante at få svar på.

Hvad kommer der til at ske med de mennesker, der hjalp Chen væk fra Shandong?

Hvad kommer der til at ske med Chens mor?

Hvorfor fik Chen lov til at rejse, når der er tusindvis af andre kinesere, der må vente i måneder på et visum til USA?

Betyder sagens hurtige løsning et fremskridt for menneskerettigheder i Kina?

Clip to Evernote

Skriv en kommentar