15. oktober puster nyt liv i Israels J14-bevægelse
Efter en imponerende sommer med landets største demonstration nogensinde er Israels J14-bevægelse døet lidt ned. Men i går pustede den internationale kampdag #Globalchange nyt liv i de sociale protester.
Occupy Wall Street får i mange medier tildelt æren for de globale protester 15. oktober, men i adskillige lande verden over har de sociale protester slået rod for længst. Israel er et af de lande.
Det startede som en event på Facebook, der opfordrede indbyggere i Tel Aviv til at slå telt op på Rothschild Boulevard i centrum af byen for at protestere mod høje huslejer. De første telte røg op 14. juli, deraf navnet J14.
Det hele kulminerede lørdag d. 3. september, hvor næsten en halv million israelere deltog i landets største demonstration nogensinde.
Siden er bevægelsen døet lidt ned af flere årsager. Først fik et egyptisk angreb i det sydlige Israel lov til at stjæle fokus. Israels forsvarsminister Ehud Barak anklagede palæstinensere fra Gaza for at stå bag angrebet, og J14 accepterede at ændre den ugentlige lørdagsdemonstration til en sympatidemonstration med de dræbte israelere.
Derefter løb palæstinensernes ansøgning om optagelse i FN med avisoverskrifterne, og senest har fangeudvekslingen mellem Hamas og Israel stjålet fokus. Derudover har Benjamin Netanyahus regering også taget flere skridt i retning af protesterne. Blandt andet ved at godkende Trajtenberg Komitéens anbefalinger.
Nyt liv i de sociale protester
De israelske aktivister er dog langt fra tilfredse med Benjamin Netanyahus regerings svar på protesterne, og i går fik bevægelsen ny energi af den globale aktionsdag #Globalchange.
Som Yuval Ben-Ami skriver på +972mag, så var der egentlig ikke planlagt specielt store demonstrationer i Tel Aviv i forbindelse med #Globalchange. Alligevel endte aftenen med tumult, da politiet forsøgte at anholde en af bevægelsens ledere.
The civilians pushed forth of the police lines, allowing the escaping man to vanish among them and disappear. They then proceeded to steal the ignition key of the police vehicle.
Several police officers stood stranded in the midst of hundreds of singing men and women, who chanted slogans of anger at Netanyahu’s government, at Mayor Huldai and at the tycoons running Israel’s economy, but also: “Mr. Policeman, you too deserve more.” Finally the police decided to back up the vehicle manually and roll it off the boulevard. Protesters followed them, singing.
Se billeder fra demonstrationen i Tel Aviv her.
Hjemløs i Jerusalem
Jerusalem har hele tiden været ét skridt bagefter Tel Aviv, og i går var ingen undtagelse. Mens aktivister i Tel Aviv sloges med politiet og dansede i gaderne, var de sædvanlige 15-20 mennesker samlet i en park i centrum af Jerusalem.
Teltkøkkenet i Jerusalem, der blev delt af flere hundrede mennesker for et par måneder siden. Nu er der kun 15-20 mennesker tilbage i teltbyen. (Foto: Mikkel Bahl)
Efter teltbyen begyndte at vokse hurtigt i Tel Aviv, oprettede aktivister i Jerusalem også en teltby. På sit højeste havde et par hundrede mennesker slået telte op og etableret et lille samfund med fælleskøkken og ugentlige demonstrationer. Ligesom i Tel Aviv.
Efter tre måneders protester er der dog kun 15 telte tilbage. De eneste, der holder stand, er dem, der ikke har andre muligheder.
“Jeg er her, fordi jeg ikke har andre steder at gå hen,” siger Dan Albert, en 73-årig amerikansk jøde uden tænder i munden. Han er stort set blind og hører heller ikke så godt mere.
“Jeg har boet i Israel i 33 år. Senest i Sderot, hvor huslejen var lav på grund af frygten for raketter fra Gaza. Men efterhånden, som der er blevet længere og længere mellem raketterne, er huslejen steget.”
Dan fortæller, at han tog til Jerusalem for at finde et billigt værelse. Han er matematiker og har arbejdet for forskellige israelske universiteter.
“Jeg kunne ikke finde et sted at bo, jeg kunne betale for. Så nu bor jeg her,” siger han.
Udover Dan består teltbyen i Jerusalem af ca. 15-20 mennesker samlet under en udspændt presenning. Den yngste af beboerne er omkring 35-40 år gammel, og i det hele taget minder demonstrationen mest om et udendørs herberg.
De sørgelige rester af den ellers tidligere storslåede teltby i Jerusalem, der husede flere hundrede mennesker på sit højeste.
“Vi bliver her lige så længe, det er nødvendigt,” siger Dan.
“Det israelske demokrati er bundråddent. Politikerne har travlt med at hjælpe de rige og selv blive rige undervejs,” siger han.
#Globalchange
Dan og de andre beboere i teltbyen har ikke hørt om Occupy Wall Street eller støttedemonstrationen i Tel Aviv. De er sådan set også ligeglade.
“Vi kæmper for sociale rettigheder for alle israelere. Fordi vi tror på, at det er bedst for landet. Men også fordi, vi ikke har et valg. Vi bor i den her protestlejr, fordi vi ikke har råd til at finde almindelige lejligheder,” siger Dan og spørger om et par hundrede shekel til mad de næste par dage.





