Noahs ark til undsætning
Store dele af Europa drukner for øjeblikket i regn. Men nu kommer Noahs ark efter al sandsynlighed til undsætning. Johan Huibers, der er tømrer i den hollandske by Dordrecht, har netop færdiggjort en mangeårig drøm om at bygge en tro størrelseskopi af det berømte skib – ud fra proportionerne og forskrifterne angivet i det gamle testamente.
Som bekendt fra beretningen i biblen, så lod Gud det regne i 40 dage og 40 nætter, så jorden blev oversvømmet med det formål at udslette alt det onde – men inden da havde Noah fået til opgave at bygge et skib, så han kunne redde sin familie og en han og en hun af alle dyrearter. Og det er såmænd en tro kopi af Noahs ark, eller Johan’s ark, som skibet lokalt er blevet døbt, han i al beskedenhed har bygget, og som mandag den 9. juli kunne åbne officielt i byen Dordrecht 100 kilometer syd for Amsterdam.
Et kæmpe træskib
Noahs ark skulle i følge Første Mosebog i det gamle testamente være 300 alen lang, 50 alen bred og 30 alen høj. En alen på de tider, blev defineret som afstanden fra en mands albue og til hans fingerspidser – eller sådan ca. 47 cm. Så med en simpel udregning er Johan Huibers kopi landet på en længde af 140 meter, en bredde på 24 meter og en højde på 14 meter – til sammenligning kan det nævnes, at Titanic var 269 meter lang og 28 meter bred. Så det er kæmpe træskib han har bygget.
Kimen til det ambitiøse projekt blev lagt for omkring 20 år siden, da Johan Huibers drømte, at Holland blev oversvømmet – en ikke helt urealistisk drøm i det lavtliggende flade land og slet ikke i Dordrecht, der har været oversvømmet utallige gange og faktisk i det 15. århundrede var hovedby for en af de alvorligste oversvømmelseskatastrofer i verdenshistorien, med omkring 10.000 omkommende. Drømmen gjorde ham besat af tanken om at bygge en tro kopi af Noahs ark og således bringe den del af bibelhistorie til live. I 2004 ’øvede’ han sig på en mindre prototype, i knap halv størrelsen, så da han i 2008 besluttede af begynde på ’the real thing’ var han godt forberedt. Med hjælp fra sine to sønner og en del venner har det taget fire år at færdiggøre skibet, der er bygget i svensk fyrretræ understøttet af jern, og som vejer ikke mindre end 3.000 tons.
En dyr drøm
Projektet har kostet ham omkring 10 millioner kroner. Prototypen fra 2004, som han finansierede med penge fra eget tømrerfirma, havde skabt så meget interesse, at han kunne trække den rundt på kanalerne og vise den frem mod betaling. Herfra kommer en stor del af finansieringen – og så har han endnu engang skudt egne penge i det. Men som han konstaterer, så kan virkeliggørelsen af en drøm ikke gøres op i penge – og det er jo fint nok, hvis man altså har råd.
Johan Huibers har tænkt meget over, hvordan han skulle ’løse’ Guds befaling til Noah om at indsamle en han og en hun af alle dyr. Selv for en mand på en mission har det været for urealistisk med rigtige dyr, så han har fyldt båden med en del kunstige dyr, mest af plastik, såsom giraffer, zebraer, elefanter, krokodiller, heste og køer – alle sammen i par og i naturlig størrelse forstås. Det har nu heller ikke været helt billigt – fx har han betalt godt 80.000 kroner for én plastik elefant.
Førsteklasses turistattraktion
Det noget unikke projekt har af gode grunde skabt en del opmærksomhed og omtale i Holland og i mange andre lande. Og det skal Johan Huibers, han er trods alt hollænder, helt sikkert nok forstå at spinde guld på – han har selvfølgelig også investeret en del i både tid og penge. Umiddelbart er det planen, at han skal opnå sikker verdensberømmelse, ved at sejle det enorme træskib over den engelske kanal og op af Themsen til London til åbningen af de olympiske lege den 27. juli. Og med den megen regn over de Britiske Øer og de mange oversvømmelser, så vil genkomsten af Noahs ark sikkert føles helt naturligt. Derefter skal den hjem og ligge i Dordrecht, hvor han vil åbne båden til en førsteklasses turistattraktion og et konferencecenter – der er nemlig ud over plastik dyrene plads til 1.500 mennesker på det enorme skib. Men hvem ved, måske bliver der med den globale opvarmning, også snart brug for Noahs ark i Holland, hvor det laveste landområde er næste seks meter under havets overflade.
Helt efter de bibelske forskrifter, så er skibet ikke udstyret med nogen form for motor eller sejl. Og selv om det på grund af størrelsen i Holland er registreret som en bygning, så er kolossen altså sejlbar. Men hvis den ikke alene skal være afhængig af, at vind og strøm fører den til olympiaden i London, så skal den altså have en eller anden form for motoriseret hjælp – fx fra bugserbåde.
Artiklen bygger på et indlæg i P1 Morgen lørdag den 14. juli. Hør det her!


